Pressemeddelelse udsendt den 25. maj 2010.

Den danske Helsinki Komité for Menneskerettigheder anmoder danske myndigheder og offentlige organer om at have opmærksomheden rettet mod to stater i Sortehavsområdet: Ukraine og Georgien.

Der er sket en betydelig åbning fra EU’s side mod disse stater, som på deres side har åbnet sig og bl.a. ophævet visumtvangen for borgere fra Danmark. Komiteen vil gerne opfordre den danske regering til at arbejde for visumfrihed også den anden vej over for de to staters indbyggere.

For styrkelsen af civilsamfundet og erhvervslivet i de to stater er det af afgørende betydning med tætte forbindelser, herunder frie rejsemuligheder begge veje. I en situation, hvor man kan nære bekymring for, hvad fremtiden bliver for disse lande, er det vigtigt, at alle de døre, der nu er åbne, holdes åbne, og at nye åbnes.

-          Som vedtaget på generalforsamlingen den 19.maj 2010

På komiteens vegne

Karsten Fledelius, formand                  Ole Richter, generalsekretær