Natten til 27. oktober 2010 holdt Den danske Helsinki Komités  generalsekretær Ole Richters hjerte op at slå efter måneders kamp mod  en uhelbredelig kræftsygdom. Ole Richter blev 68 år, men havde gerne  fortsat 30 år til, hvis han havde haft muligheden derfor. Mange års  stor indsats for enkeltpersoners og gruppers retsforhold er afsluttet,  men har sat sine klare spor. Ole Richter brugte sin juridiske  embedseksamen til at hjælpe andre, nogen rig mand blev han aldrig,  bortset fra rig på taknemmelige tanker fra de mange forskellige  mennesker, han gennem årene forsvarede med så stor ihærdighed. For et  år siden måtte han opgive de individuelle sager, da slog kræfterne  ikke mere til, men endnu i juni-nummeret af komiteens kvartalsskrift  Menneskeret & Vrang havde han hele tre artikler, skrevet med hans skarpe og præcise pen.  Det netop udkomne oktober-nummer er det første  i lang tid, som han ikke har bidraget til. Men meget andet blev nået  endnu i 2010, trods sygdommen, herunder deltagelse i Det  Internationale Humanistiske Beredskabs generalforsamling og i den OSCE- konference i Udenrigsministeriet, som markerede 20-året for  udarbejdelsen af Københavns-kriterierne for demokrati,  menneskerettigheder og god regeringsførelse – et arbejde han selv  havde præget sammen med de forhenværende statsministre Poul Hartling  og Anker Jørgensen.Fra 1992 var Ole Richter medlem af Den danske Helsinki Komité for  Menneskerettigheder og prægede især efter den første formand,  professor Erik Siesbys tilbagetræden i 1999 Helsinki-komiteens  arbejde, først som daglig leder, siden som generalsekretær. 1992 var  også året, hvor han var medstifter af foreningen "Lad Bosnien leve!",  som i årevis gjorde en stor indsats for at støtte et land, som på  dette tidspunkt kastedes ud i en ødelæggende krig og måtte forlades af  mange tusinder flygtninge – hvoraf mange fandt vej til Danmark. Ole  Richter var manden, som aldrig sagde nej til at hjælpe folk i nød.  Samtidig var han en skarp juridisk tænker, som faktisk ofte vandt de  sager, han gik ind i. Han har været en uophørlig inspiration for sine  samarbejdspartnere i ind- og udland, og især for den komité, han  generøst skænkede så meget af sit liv. Medlemmerne af staben,  bestyrelsen og den rådgivende komité er ham dybt taknemmelige for hans  enestående indsats for menneskerettighederne både på overordnet og  rent praktisk konkret niveau og sender de varmeste tanker til hans  familie – vi er mange, som sammen med hans nærmeste vil tage del i  bisættelsen fra Bispebjerg Hospitals Kapel onsdag den 3. november kl.  12.30.

Æret være Ole Richters minde!

Karsten Fledelius, formand for bestyrelsen for Den danske Helsinki- komité for Menneskerettigheder,.