Helsinki-aftalen, 'The Helsinki Accords', blev indgået i 1975 mellem Sovjetblokken og Vestmagterne. Aftalen forpligtede bl.a. parterne USA, Canada, Europa foruden Albanien, men hele Sovjetblokken til at overholde menneskerettighederne. I Moskva dannedes samme år en Helsinki Komité for Menneskerettigheder. Komitéens medlemmer udsendte kort efter rapporter om krænkelser af menneskerettighederne, hvilket førte til fængsling af komitéens medlemmer. I Polen og Tjekkoslovakiet oprettedes kort efter tilsvarende komitéer. Senere fulgte Vesten og på tiåret for Helsinki aftalen var der 26 vestlige nationale komitéer som, koordineret via The International Helsinki Federation for Human Rights (IHF), nu overvågede at medlemslandene overholdt Helsinki-aftalens artikler om menneske- og frihedsrettigheder.

Efter opfordring fra IHF's daværende leder Gerald Nagler, Wien, dannede professor dr. Jur. Erik Siesby i april 1985 Den Danske Helsinki Komité for Menneskerettigheder med en gruppe kendte danskere. Den danske komité er i dag én blandt 39 nationale komitéer under IHF.

Komitéen blev fra stiftelsen 1985 til 1999 ledet af Erik Siesby, bortset fra perioden 1991-1992, hvor Bjørn Elmquist var formand. Da Erik Siesby ønskede at træde tilbage på grund af alder i 1999, blev den tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Arne Piel Christensen opfordret til at indtræde som formand, men inden det faldt på plads blev han udsendt af Udenrigsministeriet til en post ved OSCE i Kosova.

Det blev den tidligere danske ambassadør Thorning-Pedersen, der i denne situation sprang til for en periode. Da denne ønskede at trække sig tilbage, spurgte komitéens bestyrelse et af dets medlemmer, ambassaderåd og seniorkonsulent Ib Alken om midlertidig at varetage formandskabet. Alken var på det tidspunkt ved at forlade sin stilling i Udenrigsministeriet for at bosætte sig i Riga, som gæsteprofessor ved Rigas Universitet, hvorfra han for en tid fungerede som formand for komitéen. Bestyrelsen opfordrede herefter professor Ole Espersen, der nylig var ophørt som kommissær for Menneskerettigheds og Mindretalsspørgsmål under Østersø Rådet, om at påtage sig posten som formand. Han indvilgede heri og efter aftale med Arne Piel Christensen om at denne skulle bistå i det daglige arbejde på sekretariatet.

Det daglige arbejde havde indtil 1999 været udført af daværende formand Erik Siesby og en ansat medarbejder, cand. jur. et. art Margareta Kepinska Jacobsen. Sidstnævnte fungerer fortsat som projektkoordinator.

I Komitéens første 5-6 år valgte man, for ikke at blive opfattet som part i kold-krigen, især at beskæftige sig med menneskerettighedssituationen i Tyrkiet, Polen og Sovjetunionen. Komitéen var da aktiv i forhold til sovjetiske dissidenter, overvågning af politiske retssager i Polen og Tyrkiet samt støtte til menneskerettighedsorganisationerne; 'Charter 77' i Tjekkoslovakiet samt KOR og andre oppositionspartier i Polen.

Komitéen havde kontakter med tyrkiske parlamentarikere og repræsentanter for det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Samtidig medvirkede komitéen til konferencer i København og Paris om forsvarsadvokaters rolle vedrørende menneskerettigheder.

Der kom senere øget fokus på Polen og de Baltiske lande, og på halvtredsårsdagen for Molotov-Rippentrop-pagten, deltog Dr. Jur. Siesby i Balternes menneskekæde for overholdelse af menneskerettighederne, der strakte sig fra Vilnius, Riga til Tallinn.

Ved systemskiftet - Berlin murens fald 1989 - arbejdede komitéen for truede gruppers menneskerettigheder og støttede demokratiske kræfter i Polen, De Baltiske lande, Ukraine, Hviderusland, Moldova, Kosova, Ex-Jugoslavien, Makedonien, Tyrkiet samt Grækenland.

De foretrukne områder var: Fængsels- og straffereformer, indsats for mindskelse af og prævention mod ungdomskriminalitet, lokalt selvstyre, forsoning mellem folkegrupper, mindretalsproblemer, sindslidende personers rettigheder samt børnerettigheder.

Daværende seminarer omfattede besøg i Danmark, hvor deltagerne ved selvsyn oplevede dansk institutions-drift, hvis regler og procedurer kunne overføres. En række projekter blev støttet fra EU (bl.a. PHARE) og af Demokratifonden under det danske Udenrigsministerium.

Ved starten af 90-erne havde komitéen høstet gode erfaringer på ovennævnte områder og kunne udvide sine aktiviteter.

Komitéen begyndte at sende valgobservatører til parlamentsvalg og folkeafstemninger i flere af de nye demokratier. Ikke mindst intensiverede komitéen sin indsats for erfaringsoverførelse via seminarer og konferencer. Maj 1990 holdt komitéen f.eks. den første internationale konference om nationale mindretalsproblemer. Samme år var komitéen også repræsenteret på regeringsniveau i CSCE-regi i København. Året efter i Moskva og Oslo. Januar 1993 holdt Komitéen f.eks. seminaret: 'On Citizenship and Language Laws ín the Newly Independent States of Europe'.

1995 åbnede Komitéen et nyt projektområde i form af et samarbejde med Kofoeds Skole om opbygning af 3 private organisationer i Polen med Kofoed Skole som forbillede. En fjerde organisation i Gdansk kom under forberedelse og komitéen fik kontakt med Estland om oprettelse af en femte. Kosova samt menneskerettigheds- og flygtningeproblemer i Ex-Jugoslavien blev efterfølgende et vigtigt arbejdsområde. Komitéen tog initiativ til etablering af Kosova-komitéen, til kampagnen 'Lad Bosnien leve' samt til foreningen 'Nødhjælp til Kosova'. Inden konflikten eskalerede, advarede Erik Siesby i Politikken 15/7-1996: "Hvis Vesten ikke opfylder Kosova-albanernes retfærdige krav på selvstyre så kan det værste ske". Inden Vesten militær senere greb ind advarede Siesby endnu kraftigere med sin kronik i Politikken: "Problemet Kosova", 25/1-1999, der bl.a. påpegede at Kosova rent folkeretligt var en del af Jugoslavien men ikke af Serbien. Bosniens repræsentant, Chargée d'affaires Lamija Tanovic havde efterfølgende kontor på Komitéens sekretariat i halvandet år.

Fra 1997 deltog komitéen også i det dansk-baltiske projekt: 'Børns rettigheder i de baltiske lande', hovedsagligt finansieret af EU's PHARE-program. Et nyere emne, som komitéen endvidere tog op blev psykiatriske patienters rettigheder. F.eks inviterede komitéen efter længere tids forberedelse 22 polske psykiatere, psykologer, sociologer, socialmedarbejdere og NGO-repræsentanter til seminar i Danmark i oktober 1998. November tog Komitéens medarbejdere, der stod for arrangementet, til Warszawa på et opfølgningsbesøg. NGO'er der hjælper lignende organisationer i Lithauen og Ukraine foreslog efterfølgende samarbejde om fælles projekter.

Kort tid efter beskæftigede komitéen sig intensivt med projekter for respekten for sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Der blev i denne forbindelse afholdt en række seminarer af en eller to ugers varighed, ofte i samarbejde med Kofoed Skole, København med støtte fra Demokratifonden. I disse seminarer deltog parlamentsmedlemmer, lokale politikere, repræsentanter for central og lokaladministrationer, forskere og NGO'er fra Polen, Ukraine og Estland.

År 2000 optog Erik Siesby samarbejde med den tyrkisk-kyndige pastor Jonna Dalsgaard om genopbygning af ødelagte landsbyer i Sydøst-Tyrkiet. Målet var at give fordrevne kurdiske landsbyboere mulighed for at vende tilbage. Projektet er stadig under forberedelse via samarbejde med flere myndigheder samt nationale og internationale organisationer.

Læs om Komitéens aktuelle projekter.